Graddage

Graddage er et mål for, hvor koldt det har været og hvor meget energi der bruges til rumopvarmning.

Graddagetallet kan hjælpe forbrugerne med at sammenligne energiforbruget pr. måned med en normalmåned og pr. år med et normalår.

En graddag er et udtryk for en forskel på 1°C mellem den "indvendige" døgnmiddeltemperatur på 17°C og den udvendige døgnmiddeltemperatur i et døgn. Døgnets graddagetal udregnes derfor som forskellen mellem 17°C og den udvendige døgnmiddeltemperatur.

Nedenfor ses et par eksempler på beregning af graddage:

  • -5°C ude giver 22 graddage
  • +2°C ude giver 15 graddage

De enkelte døgns graddagetal summeres til uge-, måneds-, års- og sæsonværdier.

Fyringssæsonen

Fyringssæsonen påbegyndes om efteråret, når den udvendige døgnmiddeltemperatur kommer ned på 12°C og derunder i mindst 3 sammenhængende døgn og ophører om foråret når den når op på 10°C eller derover i mindst 3 sammenhængende døgn.

Hvis der efter fyringssæsonens start skulle blive mindst 3 døgn, hvor temperaturen når op på over 12°C ophører graddagetællingen, indtil temperaturerne atter går ned under 12°C, og om foråret, hvis temperaturen går ned under 10°C i mindst 3 døgn genoptages graddagetællingen.

Med graddage kan du hver måned sammenligne energiforbruget med et normalår. Et normalår er gennemsnit af graddage for årene 1941-1980.

Normalen er 2906 graddage.